Jeg tænker, der må være mange flergangsfødende derude, som kan nikke genkendende til, at I havde pakket alt for meget ned, som I skulle have med til fødslen. Jeg har i hvert fald i mit arbejde som jordemoder set flere tilfælde, hvor den stakkels partner kommer slæbende med flere tasker og nogle gange kufferter med alt muligt grej, som ikke bliver brugt alligevel. Samtidig er der sikkert også nogle, som kun fik pakket det mest nødvendige og manglede et eller andet til at øge bekvemmeligheden med. I dette skriv forsøger jeg at give mit bud på en liste til hospitalstasken.
En fødsels varighed er meget forskellig fra kvinde til kvinde og afhænger af udfordringerne undervejs. En helt normal fødsel, hvor det hverken går hurtigt eller langsom, kan hurtigt løbe op på 16-18 timer, alt afhængig af, hvor langt du er i fødslen, når du kommer på fødestuen. Det kan godt lyde af mange timer, men jeg vil våge at påstå, at du er ret godt beskæftiget i de timer, så selv om 16-18 timer lyder af meget, så går tiden hurtigt, når du er igang og du mister tidsfornemmelsen. Så umiddelbart er det ikke nødvendigt med noget at underholde dig med undervejs.
Fakta er, er du faktisk ikke har behov for særlig meget under en fødsel. Meget af det du har brug for, er noget fødegangen stiller til rådighed, men du har selvfølgelig også lov til at have det hele med selv, hvis det giver dig mest komfort og ro. Jeg tænker lige som ved indkøbslister til, hvad du skal have købt inden baby kommer til verdenen, er der også her en “need to have” og en “nice to have” liste.
“Need to have” – hospitaltasken til mor
- Vandrejournal
- Eventuel seddel med tanker/ønsker for fødslen
- 1 sæt tøj til hjemturen (amme-bh og sæt tøj du føler dig godt tilpas i)
- Mobil og oplader
Mere har du faktisk ikke brug for, da fødegangen har sygehustøj til hele opholdet, der er bind og nettrusser, mad og drikke. Men der er selvfølgelig en masse ting, du kan tage med til at øge bekvemmelig heden:
- Toilettaske: Tandbørste, tandpasta, hårelastikker/-spænder, læbepomade
- Snacks (se bud på gode snacks til fødslen længere nede)
- Drikkedunk
“Nice to have” – hospitalstasken til mor
“nice to have” tasken er meget individuel i forhold til, hvad der kan øge din komfort under fødslen. Så her er en liste med forskellige muligheder til at øge komforten med, men er ikke en tjekliste som sådan.
- Skifte tøj til under fødslen, hvis du ønsker dit eget tøj på.
- Efterfødselstrusser
- Din egen hovedpude
- Skylleflaske til at skylle med vand under vandladning efter fødslen.
- Ekstra blødt wc papir (det er ikke just mangelags papir på fødegangen, men det kan bruges)
- Tag sandaler på eller hjemmesko med
- En bluetooth højtaler (de fleste fødesteder har dog højtalere på stuen, som du kan tilslutte og afspille det musik du ønsker)
- Ting, som kan skabe den stemning, du ønsker på fødestuen (fx led-sterinlys, dufte mv.)
Ved at bringe nogle ting med hjemmefra ind på fødestuen, kan du præge den stemning, du ønsker til din fødsel. Det kan være du har haft et stort ønske om en hjemmefødsel, men komplikationer i graviditeten har gjort, at det er en bedre ide, at flytte fødslen ind på fødegangen. Den stemning du ønskede dig til din hjemmefødsel, kan du måske bringe med ind på fødegangen ved at tage nogle ting med hjemmefra.
Taskens indhold kan fx være noget af det, vi kunne tale om til en fødselssamtale, hvor du udover at få sat ord på, hvad du ønsker dig/har af forventninger, også kan få hjælp til at spore dig ind på, hvad der er vigtigt for dig at have tilgængelig under din fødsel.
Gode snacks til fødslen
Hvad snacks angår, er det en god ide at tænke på noget, du synes er lækkert og som kan give hurtig energi. Det er et meget velkendt fænomen, at der kan ske vesvækkelse under fødslen, hvis mor mangler har lavt blodsukker eller bare mangler energi. Mange fødesteder har druesukker til rådighed og sukkerholdig saft, men måske har du mere lyst til noget andet, og så er det jo rart ikke at skulle sende partneren afsted efter snacks undervejs. Det kunne jo også være din partner havde brug for lidt undervejs.
10 gode ideer til snacks:
- Frugt
- Chokolade
- Slik
- Müslibar
- Energibar
- Juice brikker
- Kakao brikker
- Kiks
- Sodavand (ikke light)
- Gifler eller anden kage
Det kan også være en god ide at tænke på rigtig mad til din partner, hvis det ikke er muligt for ham at købe noget på sygehuset. Her kan pizzasnegle, pølsehorn eller sandwich være en god ide.
Pakkeliste til baby
Den lille har ikke rigtig brug for så meget andet end sine forældre den første tid, så prøv endelig at begrænse dig og i stedet købe efter baby er født, så du får et indtryk af, hvad I reelt har behov for. Men når det er sagt, så er der alligevel nogle ting, som I skal bruge til baby, når I skal hjem fra sygehuset.
- Babys første sæt tøj, (1-2 ekstra sæt, hvis du ikke ønsker at låne af sygehuset under indlæggelse)
- Autostol
- Tæppe eller dyne
- evt. en stofble
- Køredragt til baby i de kølige måneder.
Tænk over hvilken årstid, du skal føde i. Der kan være forskel på, hvor meget tøj baby har brug for at have på alt afhængig af om du føder midt på sommeren eller når det er allermest koldt om vinteren. Lag på lag er altid en god ide, så kan du tage lag af, hvis det bliver for varmt for den lille og på, hvis der bliver for koldt.
Pakkeliste til partneren
Som partner til den fødende kan det også give mening at tænke over, hvad du har lyst til at have med, for at du kan være en så god støtte til den fødende som muligt. Det betyder også, at du skal tænke på at passe på dig selv i denne proces. Her er nogle bud på ting til din taske:
- Skiftetøj (fødsler kan tage tid og måske har du også lyst til et bad efter fødslen)
- Toiletsager
- Mobil og oplader
- Kamera
- Høretelefoner
- Mad og drikkevarer
Hvornår skal tasken pakkes?
Der er ikke nogen regler for, hvornår det skal pakkes. Men der er nu smart at have den pakket inden du går i fødsel. Så for mange kan det være en af de hyggelige projekter, man giver sig til i forbindelse med at gøre sig klar til at baby kommer. God ide at få den pakket inden du er nået til 37+0, hvorfra det vil være helt normalt at gå i fødsel når som helst.
Med alle disse lister skal du endelig ikke blive stresset, hvis du ikke får nået at pakke noget som helst, inden det hele går løs. Det skal nok gå alt sammen alligevel, og som sagt fås stort set alt du skal bruge på fødegangen alligevel. Så bare rolig. Men hvis du gerne øge følelsen af at være i kontrol, kan det være en god ide at være i god tid med at få pakket tasken, så du ved, du får det med, du gerne vil have.
Rigtig god fødsel !
Skriv et svar