Et graviditets forløb

En graviditet starter med at en æg og sædcelle mødes i æggelederen og derefter sker en masse celledelinger mens ægget vandre ned i livmoderen og sætter sig fast. Når ægget har sat sig fast, dannes moderkage og fosterhinder med celler fra livmoderslimhinden og ægget. Ved denne proces kan nogle kvinder opleve en mindre blødning, da der kan dannes små huller i blodkar fra livmoderen. Måske oplever du allerede de første tegn på graviditeten grundet hormonændringer, som kan give de klassiske tegn: træthed, kvalme, ømme bryster og hyppige vandladninger. Symptomerne er forskellige fra kvinde til kvinde og graviditet til graviditet, så måske oplever du ingen symptomer, hvilket er lige så normalt.

Mange graviditetstest vil kunne fortælle om du er gravid omkring tidspunktet, hvor du forventede din menstruation. Dette er fordi moderkagen vokser og udskiller graviditetshormonet hCG – nok til at teste positiv ved en graviditetstest. Hvis du er i tvivl om du er gravid eller står med en positiv test, kan du ringe til din læge og få en tid til en samtale.

Samtalen ved lægen foregår ofte mellem 6-10 graviditetsuge. En graviditet varer omkring 40 uger beregnet fra sidste menstruations første dag, på trods af befrugtningen typisk først sker 2 uger efter sidste menstruations første dag, hvor ægløsningen har fundet sted. Ved lægesamtalen fastsættes terminsdatoen derfor ud fra datoen for første dagen i den sidste menstruation og 40 uger frem svarende til 9 måneder. Ved en eventuel ultralydsscanning kan datoen godt flytte sig, da datoen så fastsættes på baggrund af barnets størrelse. Det er de færreste, som føder på denne dato, men det er et måle redskab for, hvor langt du er i din graviditet. Dog kan det godt skabe lidt forvirring alligevel, da der findes to måder at tælle antallet af ugerne i en graviditet på. Jordemødrene tæller i fulde uger + dage fx 11+4, hvor mange ellers ville over for venner og familie italesætte det som 12. graviditetsuge. Terminsdatoen er placeret på 40+0, men det er normalt at føde mellem 37+0 og 41+6. Graviditeten inddeles også i trimestre:

Første trimester

1. måned: graviditetsuge 1-4
2. måned: graviditetsuge 5-8
3. måned: graviditetsuge 9-13

Andet trimester

4. måned: graviditetsuge 14-17
5. måned: graviditetsuge 18-22
6. måned: graviditetsuge 23-27

Tredje trimester

7. måned: graviditetsuge 28-31
8. måned: graviditetsuge 32-35
9. måned: graviditetsuge 36-40

Ved lægesamtalen henvises du til dit fødested, hvor du vil blive tilbudt en nakkefoldsscanning omkring 12. graviditetsuge. En nakkefoldsscanning er en del af en risikoberegning for kromosom afvigelser, hvis der er høj risiko for afvigelser, vil du blive tilbudt yderligere udredning ved en fostervandsprøve eller moderkagebiopsi. Omkring 20. graviditetsuge vil du igen blive tilbudt en scanning, som har til formål at opspore misdannelser. Mellem de to scanninger vil du blive tilbudt den første samtale med en jordemoder omkring uge 10-15. Den første jordemoder samtale handler om din levevis, du vil blive informeret om sundhedsstyrelsens anbefalinger og der vil blive lagt en individuel plan for din graviditet. Typisk vil du som førstegangs fødende blive tilbudt 5 yderligere samtaler i din graviditet og 4 samtaler som flergangsfødende. Derudover vil du blive tilbudt 2 samtaler med din egen læge, så en graviditet vil kunne se sådan ud:

uge 6-10 1. samtale med egen læge
uge 11-13 Nakkefoldsscanning
uge 10-15 1. jordemodersamtale
uge 18-20 Misdannelsesscanning
uge 21 2. jordemodersamtale
uge 25 2. lægesamtale
uge 29 3. jordemodersamtale
uge 32 3. lægesamtale
uge 35 eller 36 4. jordemodersamtale
uge 37 5. jordemodersamtale (førstegangsfødende)
uge 39 5. eller 6. jordemodersamtale

Hvis du endnu ikke har født, vil du blive tilbudt en vurdering på sygehuset i uge 41, hvor den sidste del af din graviditet vil blive planlagt og du vil blive tilbudt igangsættelse inden 42+0.

2-3 dage efter fødslen vil du ofte blive tilbudt en samtale omkring fødslen og mulighed for at få aftalt en uddybende samtale med jordemoderen, som var med til fødslen, hvis der er behov for dette. Ellers afrundes graviditet og fødselsforløbet ved din egen læge 8 uger efter fødslen, hvor din fysiske og mentale tilstand vurderes, samt familiens trivsel efter fødslen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *