
Træning og bevægelse i graviditeten og efter fødslen har flere sundhedsfremmende effekter for både mor og barn. Uanset om du har været fysisk aktiv før din graviditet eller ej, så kan du uden problemer og med fordel fortsætte dit aktivitetsniveau eller begynde at være fysisk aktiv og konditionstræne under din graviditet. Fysisk aktivitet dækker over alle former for bevægelse, der øger energiomsætningen. Det vil sige, at det ikke kun gælder det du laver i din fritid men også bevægelse på arbejdspladsen og i hjemmet og aktiv transport (cykling eller gang). Det er vigtig at være aktiv regelmæssig – helst hver dag. Samtidig er lidt fysisk aktivitet bedre end ingen fysisk aktivitet.
Gravidtræning
Anbefalingerne omkring fysisk aktivitet i graviditeten har i mange år været præget af et forsigtighedsprincip, da der ikke har været meget forskning på området, hvilket har skabt bekymring og medført at mange kvinder reducerer deres fysiske aktivitet, når de er gravide. Heldigvis bliver der forsket mere og mere i fysisk aktivitet for gravide og det viser sig, som gravid har du samme fordele af fysisk aktivitet som ikke-gravide. Desuden kan fysisk aktivitet i graviditeten forebygge komplikationer og graviditetsgener. Ved at være fysisk aktiv nedsætter du risikoen for at udvikle svangerskabsforgiftning, forhøjet blodtryk, stor vægtøgning samt sukkersyge i graviditeten. Derudover kan fysisk aktivitet mindske symptomerne ved depression under graviditeten.
Den nyeste forskning viser, at fysisk aktivitet ikke udgør en risiko for barnet – hverken i forhold til for tidlig fødsel, spontan abort eller dødfødsel.
Sundhedsstyrelsen anbefaler:
- Vær fysisk aktiv mindst 30 minutter hver dag
- Styrketræning bør udgøre en del af den daglige fysiske aktivitet
- Begræns den tid, du sidder stille. Det er vigtig at skabe variation mellem den tid, du sidder stille og den tid, du er fysisk aktiv.
Efterfødselstræning
Efter fødsel er det meget individuelt, hvornår du føler dig klar og hvor hurtigt man kan genoptage sit tidligere aktivitetsniveau efter fødslen. De kvinder, som har været fysisk aktive i graviditeten frem til fødsel, vil ofte hurtigere kunne genoptage deres aktiviteter, mens andre har brug for flere måneder for at genvinde tidligere aktivitetsniveau.
Mange tror, at lægen skal give sin godkendelse før du må træne efter fødslen. Men lægen har ikke til formål at vurdere genoptagning af motionsvaner ved fx 8 ugers undersøgelse, men vil vurdere din fysisk og mentale tilstand efter fødsel og drøfte familiens trivsel. Det er helt suverænt dig selv, som vurderer hvornår du er klar.
De fleste kvinder vil gradvist genoptage det fysiske aktivitetsniveau, de havde før graviditeten. Afhængig af hvor fysisk aktive kvinderne har været under graviditeten, vil nogle genoptage deres sædvanlige motionsvaner i løbet af få dage eller uger, mens andre behøver længere tid. Der er heller ikke nogen formel grænse for, hvornår man kan være fysisk aktiv efter kejsersnit. Nogle kan begynde at træne to uger efter kejsersnit, andre må vente fire uger eller mere.
Såfremt du føler dig klar og tryg ved det, kan du roligt påbegynde eller genoptage din træning før 8 uger efter fødslen. Dog husk at respektere smerte.