Bevægelse i vand for gravide er et hold med gravidsvømning og fødselsforberedelse i varmtvandbassinet i Vojens Svømmehal. Her kan du forberede dig fysisk og mentalt til den kommende fødsel gennem bevægelse i vand sammen med en jordemoder.
Du er måske allerede blevet anbefalet at tage i svømmehal af din jordemoder eller læge som lindring til dine bækkensmerter. Det er også en rigtig god ide at sænke sin gravide krop ned i et varmtvandsbassin som lindring af bækkengener, da vandet vil give dig en følelse af vægtløshed og varmen vil give dig en større bevægelsesfrihed uden smerter. Derfor bliver varmt vand også brugt på fødegangen, som smertelindring både under bruseren og i et fødekar.
Bækken, ryg og ben lettes for en stund og får et tiltrængt hvil, hvilket især i slutningen af graviditeten er en luksusfornemmelse, som giver velvære. Vandet holder og støtter kroppen, som at få en “støttestrømpe” på hele kroppen. Hermed kan det være rart bare at opholde sig i det varme vand, men bevægelser i vand er ideelle for gravide. Når du stiger ned i vandet, kan du bevæge dig mere frit og kan udføre flere øvelser end på land. Du opnår en dejlig frihed til at bevæge dig og du behøver ikke engang bekymre dig om at se klodset ud, for det sker under vandlinjen.
Vandet skaber en blid modstand mod alle kroppens muskler, hvilket skaber muligheden for at øge muskelstyrke og kondition. Samtidig er vandet ideelt til at øve sig i afspænde ved at flyde, da afspænding skaber vægtløshed og spænding skaber tyngde, hvilket gør det umuligt at flyde, når man spænder op.
Vandet har også en anden fordel. Når du opholder dig i vand, trykker vandet med en større kraft ind mod din krop end der trykkes indefra din krop og ud. Det betyder at det væske, som er ophobet i vævet presses tilbage i blodkarrene og kredsløbet, hvor den overskydende væske udskilles gennem nyrerne. På den måde virker vandet mod hævede ben især.
Bevægelse i vand for gravide
Holdet indeholder:
- 60 min bevægelse i vand og fødselsforberedelse i form af forskellige temaer gang til gang.
- Inspiration til bevægelse som skaber mere plads til din baby og lindre dit bækken.
- Inspiration til bevægelse i vand under fødslen og fødestillinger
- Øvelse i vejrtræknings teknikker
- Meditation- og visualisering øvelser
- Vejledning og sparring med en jordemoder
Fakta:
Foregår i varmtvandbassinet i Vojens Svømmehal: Stadionparken 6, 6500 Vojens
Hver fredag kl. 11-12 (lukket i skolernes ferier)
Omklædning fra kl. 10.45, vi starter kl. 11 i bassinet.
Deltag ved drop-in eller klippekort, du kan deltage på lige så mange hold du har lyst til og begynde ligeså tidligt i din graviditet, som det giver mening for dig.
Pris:
Drop in: 175,-
Klippekort 5 klip: 775,- (155,- pr. gang)
Prøv et hold: 100,- (kan kun bruges 1 gang)
Betaling sker med kortbetaling før omklædning eller faktura. Skriv gerne til mig inden, hvis du ønsker et klippekort.
Som medlem af sygesikring Danmark, kan du få 50 % i tilskud til fødselsforberedelse.
Hvis du er medlem indberetter jeg elektronisk til dem efter holdets afholdelse.
Bevægelse i vand for gravide har fokus på at hjælpe dig til mere bevægelse i din graviditet. Du vil få inspiration til bevægelse, som styrker, smidiggør og afspænder især dine muskler omkring dit bækken og giver din baby mere plads i bækkenet til at finde en god position til fødslen.
Varmt vand bliver ofte brugt som smertelindring under fødslen enten under bruseren eller i et fødekar. Med holdet får du også inspiration til bevægelse i vand og fødestillinger.
Derudover får du øvelse i vejrtrækningsteknikker til vehåndtering, samt meditation- og visualiserings øvelser til at fremme positive forventninger og associationer til det at føde, så du kan møde fødslen uden modstand og med tiltro til krop.
På holdene er der være forskellige fødselsforberedende temaer, så du vil få lidt forskelligt med dig gang til gang. Der er mulighed for spørgsmål undervejs.